Automatisering kræver mere end en robot: Sådan skabte Jesma fundamentet i Business Central

“Vi har haft en forbedring for hvert eneste år i svind på lageret. Og det har virkelig slået igennem, efter vi har fået det automatiseret.”

– Palle Serup, adm. direktør, Jesma

Automatisering starter ikke med robotter

Mange produktionsvirksomheder drømmer om mere automatisering. Men før robotter, lagerautomater og AI kan skabe værdi, kræver det et solidt digitalt fundament.

Det erfarede Jesma, der producerer veje- og doseringsanlæg til kunder inden for blandt andet foder-, pharma- og forsvarsindustrien. Her kan selv små fejl i lager- og produktionsprocesserne få store konsekvenser senere i værdikæden.

Virksomheden ønskede derfor at skabe mere sikre processer, reducere fejlpluk og styrke effektiviteten på lageret.

Udfordringen

Når tusindvis af komponenter indgår i produktionen, er det afgørende, at de rigtige dele kommer videre i processen.

En forkert komponent kan betyde ekstra fejlsøgning, forsinkelser og i værste fald en færdig maskine, som ikke fungerer som forventet.

Jesma havde samtidig et ønske om at udnytte lagerpladsen bedre og gøre arbejdsgangene mere effektive uden at gå på kompromis med kvalitet og sporbarhed.

Fundamentet blev Business Central

For at kunne automatisere lageret valgte Jesma at koble det tæt sammen med virksomhedens Business Central-løsning.

Det blev omdrejningspunktet for de processer og data, som den nye lagerløsning skulle bygge videre på.

I samarbejde med Vektus blev Business Central integreret med et 10 meter højt automatlager, så ERP-systemet automatisk kan styre, hvilke komponenter der skal hentes frem til produktionen.

Dermed blev manuelle lagergange erstattet af en automatiseret proces, hvor systemerne arbejder sammen og sikrer, at de rigtige varer bliver leveret på det rigtige tidspunkt.

*Modelfoto

Resultaterne

Færre fejl

Det vigtigste resultat for Jesma har været større sikkerhed i lager- og produktionsprocesserne.

“Det har ikke været hensigten at spare. Det har været for at skabe en større sikkerhed for, at de produkter, der blev plukket, var rigtige.”

Virksomheden oplever samtidig løbende forbedringer i lagerets svind.

“Vi har haft en forbedring for hvert eneste år i svind på lageret. Og det har virkelig slået igennem, efter vi har fået det automatiseret.”

Mere effektiv lagerdrift

Medarbejderne skal ikke længere bruge tid på at gå rundt mellem reoler og hylder for at finde komponenter.

Business Central sender information videre til lagerautomaten, som automatisk finder og afleverer de nødvendige varer. Det skaber en mere effektiv og ensartet arbejdsproces

Bedre udnyttelse af pladsen

Det automatiserede lagersystem har samtidig gjort det muligt at komprimere omkring 400 m² traditionel lagerplads på et væsentligt mindre areal.

Teknologisk gæld må ikke bremse udviklingen

Mange virksomheder har ældre systemer og fragmenterede data, som gør det svært at arbejde med automatisering.

Derfor handler succesfulde automatiseringsprojekter sjældent kun om den nye teknologi. De handler mindst lige så meget om at have et moderne ERP-system og et datagrundlag, som teknologien kan bygge videre på.

Hos Jesma blev Business Central det fundament, der gjorde det muligt at koble lagerautomatiseringen direkte til forretningen og skabe værdi i den daglige drift.

Samarbejdet

Automatiseringen af lageret var resultatet af et tæt samarbejde mellem Jesma og Vektus.

Mens Jesma bidrog med dyb indsigt i processerne og produktionen, bidrog Vektus med rådgivning omkring Business Central, integration og digitalisering. Sammen skabte vi en løsning, der ikke blot automatiserer lageret, men understøtter virksomhedens fortsatte udvikling.